Author: Alexandra Laraba
Europas forsvarssektor står over for et trusselsbillede, der ændrer sig hurtigt. I 2024 nåede EU’s forsvarsudgifter op på 343 milliarder euro – en stigning på 19 % sammenlignet med året før. Samtidig voksede investeringerne i forsvar fra 51 milliarder euro i 2021 til 106 milliarder euro i 2024, det højeste niveau nogensinde. Den markante stigning afspejler både omfanget og hastigheden af Europas oprustning og markerer et tydeligt brud med årtiers stagnation og underinvesteringer efter Den Kolde Krig, hvor de fleste EU-lande brugte mindre end 2 % af BNP på forsvar.
Verdenssituationen ser markant anderledes ud i dag. Ruslands krig i Ukraine, Kinas voksende strategiske betydning, stigende hybride trusler, geopolitisk fragmentering og signaler om et reduceret amerikansk engagement i Europas sikkerhed tvinger europæiske lande til at genoverveje deres forsvarsberedskab fundamentalt. Det centrale spørgsmål er, om Europa kan opnå ”Readiness 2030” med den hastighed og ambition, som situationen kræver.
En historisk strategisk vending
Europa-Kommissionens White Paper for European Defence – Readiness 2030 peger på denne udfordring: Europa skal styrke sin evne til selv at forme sin fremtid og undgå en for stor afhængighed af beslutninger, der træffes andre steder. Initiativet “ReArm Europe” foreslår at frigøre op til 800 milliarder euro til forsvarsinvesteringer gennem nye finansieringsmekanismer som “Security Action for Europe” (SAFE).
Forandringen er allerede synlig. Forsvarsproduktionen i Europa er vokset markant de seneste år, drevet af virksomhedssammenlægninger, hurtig kapacitetsopbygning inden for ammunition og elektronik samt hurtigere offentlige indkøb. Alligevel er kapacitetsbegrænsningerne fortsat betydelige. Der mangler alt fra sprængstoffer og drivmidler til kvalificerede ingeniører, programledere og operationelle ledere. Samtidig er mange nationale indkøbssystemer stadig langsomme og komplekse.
EU’s forsvarsstrategi frem mod 2030 viser, hvor dybt disse udfordringer stikker. Årtiers nationale og fragmenterede indkøb har skabt en industriel base, som ikke er gearet til den produktionskapacitet, Europa nu har behov for.
Indkøbsparadokset
Måske er ingen udfordring tydeligere end kløften mellem den hastighed, Europas forsvarsambitioner kræver, og den hastighed, som de nuværende indkøbssystemer faktisk kan levere.
”Europa køber fortsat forsvarsmateriel primært gennem nationale systemer, hvilket skaber mange små markeder i stedet for én skalerbar industriel base. Synet på indkøb skal stadig ændres. Europa forventer produktion i krigsskala, men køber fortsat gennem langsomme, komplekse og stærkt nationale processer frem for hurtige, standardiserede og fælles indkøb.”
Markus Nakanishi, Partner, Valtus Germany
Ifølge Markus Nakanishi er der endnu en væsentlig udfordring. Forsvarsvirksomheder er tilbageholdende med at investere massivt i ny kapacitet – produktionsanlæg, leverandørnetværk, specialiserede kompetencer og lagre med lange leveringstider – uden store, bindende og flerårige kontrakter, der giver økonomisk sikkerhed. Så længe indkøbssystemerne ikke reformeres, så de matcher den strategiske virkelighed, vil den industrielle opskalering forblive begrænset.
Skalering gennem industrielle økosystemer
Den konsolideringsbølge, der præger europæisk forsvar, er særligt tydelig inden for lette våben, ammunition og elektroniske systemer – netop de områder, hvor efterspørgslen er størst. Når virksomheder fusionerer eller integreres i dag, kræver det specialiseret ekspertise. Under betydeligt tidspres skal organisationer analyseres, kulturer forenes, og produktion og leverancer bringes til at fungere som én samlet enhed.
Men ikke alle lande satser alene på konsolidering. Italien viser, hvordan stærke industrielle økosystemer kan skabe både innovation og tempo. Landet har opbygget en model med store hovedaktører som Leonardo og Fincantieri omgivet af et tæt netværk af specialiserede små og mellemstore virksomheder i regioner som Toscana og Lombardiet. Det har gjort det muligt at udvikle prototyper hurtigt, overføre teknologi effektivt og udnytte innovationer med både civile og militære anvendelser.
”Den italienske forsvarsindustri bygger på et unikt og dynamisk økosystem, hvor store hovedleverandører samarbejder tæt med specialiserede små og mellemstore virksomheder. Det skaber en fleksibel ramme for innovation og accelererer den teknologiske udvikling. Økosystemets styrke ligger i dets evne til at skabe effektiv teknologioverførsel gennem stærke offentlige-private samarbejder.”
Roberto La Caria, Managing Partner, Valtus Italien
Ifølge Roberto La Caria rækker Italiens betydning langt ud over landets egne grænser. Ved at samle større og mindre nationer omkring fælles indkøb og teknologisamarbejder bidrager Italien til at opbygge de stærke europæiske industristrukturer, som både EU og NATO har brug for.
Kompetencekrisen
Hvis indkøb er den mest synlige udfordring i Europas oprustning, er manglen på kvalificerede kompetencer mindst lige så alvorlig. Rekrutteringsprocesser på seks til ni måneder for ledende tekniske og operationelle roller er blevet almindelige. Manglen er særligt tydelig på de mest erfarne niveauer: Teknologiledere med ekspertise inden for dual-use teknologier, programdirektører til større forsvarsprojekter, ledere inden for drift, produktion og forsyningskæder, specialister inden for cybersikkerhed og digital transformation. Efterspørgslen overstiger ganske enkelt udbuddet.
Frankrigs forsvarsindustri, der omsætter for omkring 30-35 milliarder euro årligt og understøttes af et forsvarsbudget på 413 milliarder euro for perioden 2024-2030, har forsøgt at håndtere udfordringen på flere fronter. 2024–2030 Military Programming Law
”Forsvarsindustrien er ved at bevæge sig fra at ansætte erfarne profiler efter behov til kontinuerligt at udvikle og fastholde strategiske kompetencer internt. Samtidig ser vi, at flere virksomheder udvider deres rekrutteringskanaler og går ud over traditionelle search-processer ved blandt andet at anvende interimledere.”
Didier Cohen, Partner, Valtus Frankrig
Didier Cohen oplever samtidig, at der er ved at vokse en mere flerstrenget tilgang frem i den franske forsvarsindustri. Virksomhederne investerer i formelle mentorprogrammer, interne akademier med fokus på cybersikkerhed og AI samt strukturerede samarbejder med universiteter og tekniske uddannelsesinstitutioner. Samtidig rekrutterer de aktivt kompetencer fra beslægtede brancher som bilindustrien, energisektoren, softwareudvikling og telekommunikation. Interimledere anvendes i stigende grad til hurtigt at udfylde ledelsesmæssige tomrum, som traditionelle rekrutteringsprocesser ikke kan nå at dække.
Når geografi møder strategi
Tyngdepunktet for Europas sikkerhedsudfordringer har rykket sig nordpå. Østersøregionen, som nu er strategisk afgørende, er med til at forme prioriteterne for nordiske og nordeuropæiske forsvarsaktører.
Danmarks tiårige forsvarsforlig for 2024-2033, der afsætter mere end 143 milliarder kroner til modernisering, afspejler situationens alvor. Danske kompetencer inden for maritim sikkerhed, beskyttelse af kritisk infrastruktur, cyberresiliens, avancerede radarsystemer og logistik er gået fra at være specialiserede styrker til at være centrale strategiske aktiver.
”Danmark befinder sig i en unik position lige nu. Geografisk, politisk og industrielt er Østersøregionen gået fra at være vigtig til at være strategisk afgørende for europæisk sikkerhed. Det, der gør Danmark særligt relevant, er ikke størrelsen, men specialiseringen og fleksibiliteten.”
Anne Sabroe, Partner,
Nordic Interim Danmark
Anne Sabroe peger på, at Danmarks tradition for tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor samt korte beslutningsveje gør det muligt hurtigt at mobilisere kompetencer. Hun understreger samtidig, at forsvarsopgaven i dag rækker bredere end traditionelt forsvar. Den handler også om at sikre forsyningskæder, beskytte data og infrastruktur samt styrke den operationelle robusthed.
Norges udvikling peger i samme retning:
”Norge tilpasser sin forsvarsindustri til NATO gennem øgede forsvarsbevillinger og dybere deltagelse i fælles indkøb og operationelle rammer. Norske virksomheder bliver i stigende grad integreret i europæiske forsyningskæder, særligt inden for maritime systemer, overvågning og højteknologi.”
Rolf Henrik Svendsen, Managing Partner, Incepto Executive, Norge
Rolf Henrik Svendsen fremhæver også Norges øgede engagement i EU-mekanismer som Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – et betydeligt skridt for et land uden for EU. Det viser en mere pragmatisk tilgang til europæisk forsvarssamarbejde.
Finlands position formes i lige så høj grad af historie som af geografi. Intet EU-land har en længere grænse mod Rusland, og få lande har haft en mere konsekvent tilgang til deres forsvar. Udviklingen af forsvarsindustrien, som tidligere primært blev drøftet bag lukkede døre, er nu rykket ind på den politiske dagsorden. Finland sigter mod at øge forsvarsudgifterne til 3,2 % af BNP inden 2030. Det rejser et centralt spørgsmål: Har landet de virksomheder og den specialiserede arbejdskraft, der skal til for at omsætte investeringerne til reel forsvarskapacitet?
”Udviklingen af forsvarsindustrien er nu mere åben, og forskellige muligheder diskuteres både politisk og i industrien. At udvikle en stærkt reguleret branche, som ofte er afhængig af statslige ordrer, er ikke nogen enkel opgave. Hvordan opbygger man industriel kapacitet, før en ordre er afgivet? Hvordan engagerer man eksperter, eksempelvis ledere af projektkontorer eller specialister i forsyningskæder, tidligt nok? Behovet for hurtigt at kunne tiltrække kompetencer kolliderer med kravet om grundige sikkerhedsgodkendelser.”
Niklas Björkman, Managing Partner, Nordic Interim Finland
Østeuropa: Nærhed som drivkraft
Europas østlige flanke har været særligt påvirket af de forhold, der driver oprustningen. Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og de baltiske lande bevæger sig hurtigere og med større intensitet end mange vesteuropæiske naboer.
”Østeuropas accelererende oprustning drives først og fremmest af nærheden til Ukraine. Den mest undervurderede udfordring lige nu er hastighed: hastigheden i at opbygge yderligere kapacitet, skalere eksisterende kapacitet og få nye forsvarsprodukter på markedet, før det operationelle behov allerede har ændret sig.”
Bohuslav Lipovsky, Medstifter og Managing Partner, CE Interim Slovakiet
Bohuslav Lipovsky peger på en ofte overset ressource: den delvist hvilende forsvarsindustrielle arv i Central- og Østeuropa. Lande som det tidligere Tjekkoslovakiet, Polen og Rumænien var tidligere betydelige eksportører af militært udstyr. At genaktivere og modernisere denne kapacitet – og koble den til nutidens forsyningskæder i NATO og EU – er en af de største uudnyttede muligheder i europæisk forsvar.
Mod 2030 og videre: Fem afgørende prioriteter
Frem mod 2030 tegner der sig fem særligt vigtige prioriteter for Europas forsvarssektor:
- Forandrede indkøbsmodeller: Uden fælles, bindende og flerårige kontrakter, der giver industrien sikkerhed til at investere, vil produktionen fortsat være begrænset. Hurtigere, mere standardiserede og internationale indkøb er en praktisk nødvendighed.
- Industriel integration: Bølgen af virksomhedssammenlægninger skaber mulighed for europæiske økosystemer i stor skala. Men for at realisere potentialet kræver det ledere, der kan navigere i komplekse, multinationale miljøer under tidspres.
- Kompetenceforsyning: Talent og erfaring bliver afgørende for, hvor hurtigt ambitioner kan omsættes til resultater. Interim Management, rekruttering fra andre brancher og interne uddannelsesprogrammer bliver stadig vigtigere strategiske værktøjer.
- Teknologisk suverænitet: Fra cybersikkerhed og AI til droner og autonome systemer investerer Europa i teknologier, der ændrer moderne krigsførelse. At reducere afhængigheden af aktører uden for Europa er en fælles strategisk målsætning.
- Bredere modstandsdygtighed: Som KPMG’s analyse af EU’s forsvar peger på, rækker 2030’ernes forsvarsberedskab langt ud over slagmarken – ind i cyberspace, forsyningskæder og kritisk infrastruktur. Tættere samarbejde mellem offentlige institutioner, privat industri og civilsamfund bliver en del af løsningen.
Næste kapitel
Europas forsvar de næste 25 år vil ikke blive defineret af investeringernes størrelse alene, men af kvaliteten af samarbejdet – mellem landenes indkøbssystemer, industrier, nationale kapaciteter og kompetenceforsyning. Udfordringen er enorm. Men for første gang i en generation er den strategiske vilje, de økonomiske forpligtelser og den industrielle kapacitet til stede på tværs af Europa.
For de virksomheder og organisationer, der opererer i forsvarssektoren, kræver den næste fase erfarent lederskab. Der er brug for ledere, der kan skalere organisationer, håndtere kompleksitet og levere resultater under pres – på tværs af landegrænser, fagområder og i en sektor, der forandrer sig med stigende hastighed.
Kilder
European Commission, Readiness Roadmap 2030, oktober 2025
KPMG, Beyond Deterrence: Reimagining Defence Readiness, Innovation, and Strategic Autonomy for 2030 and Beyond in the EU, januar 2026
European Defence Agency (EDA), Defence Data 2024-2025, 2025
European Commission, Whitepaper for European Defence – Readiness 2030, marts2025
#Forsvaret #SupplyChain #Procurement